Angst er et uspecifikt symptom, som forekommer i forbindelse med mange psykiatriske tilstande. Det er derfor væsentligt at afdække, om der kan være andre underliggende tilstande, som årsag til angsten
F.eks. er det meget hyppigt, at mennesker har depressive symptomer, men ikke bemærker dem, grundet den altoverskyggende angst. Vi har ofte mødt voksne, der tidligere har fået stillet diagnosen “Generaliseret angst,” hvor det viser sig, at ængsteligheden er begrundet i en udiagnosticeret ADHD eller autisme spektrum forstyrrelse.
Normale niveauer af angst kan vise sig som lave niveauer af frygt eller ængstelse, milde fornemmelser af muskelspændinger og svedtendens, eller tvivl om ens evne til at udføre en opgave.
En lille grad af angst kan være nyttig i vores hverdag, for det kan skærpe vores opmærksomhed og problemløsningsevner og motivere os til at arbejde hårdere mod et mål eller advare os om en potentiel trussel.
Der findes en gruppe af psykiatriske lidelser, såkaldte angstlidelser, hvis hovedsymptom er en eller anden form for ukontrollerbar angst, således at en persons sociale, arbejdsmæssige og personlige funktionsniveau er væsentligt nedsat.
Ved disse lidelser udløses angstsymptomerne lettere end hos raske personer, og angsten er overdreven eller tilsyneladende uden årsag.
De følelsesmæssige symptomer (frygt, rædsel, uro) ledsages af kognitive gener (f.eks. nedsat koncentration, svækket problemløsningsevne, forvirrethed, uvirkelighedsfølelse) og kropslige fornemmelser, som blandt andet hjertebanken, sveden, varme- eller kuldefølelse, rysten.
Behandlingen af angst består af kombineret medicinsk og kognitiv-adfærdsterapeutisk behandling, rettet mod den konkrete angstproblematik, når der er tale om en specifik angst.
Grundlæggende handler det om gradvis eksponering til den frygtede situation, i stedet for undgåelse, og kognitiv omstrukturering (dvs. øve sig i at erstatte de uhensigtsmæssige tankemønstre med alternative, mere konstruktive tanker).
Kropslige angstsymptomer kan være dominerende, især ved panikangst, og det kan resultere i alt for mange somatiske undersøgelser. Når man psykoedukeres om panikangst, vil man ofte opleve en markant beroligende effekt, og det kan sætte en stopper for yderligere unødvendige somatiske undersøgelser.
I de tilfælde, hvor angsten ikke kan lindres med ovennævnte behandlingsmetoder, eller vender tilbage igen og igen, er der ofte tale om en anden psykiatrisk grundlidelse, hvor angsten kun er ledsagende symptom.
Som det fremgår af indledningen, vil vi altid fokusere på, om vi behandler den grundlæggende tilstand, før vi vurderer, om der skal iværksættes en klassisk angstbehandling.
